Nyheder

Ole Davidsen og Ole Færgeman har begge været til møde i det nu genopstandne Forum for Madsuverænitet. (Med deltagelse af FBLL, Levende Hav, Noah og Afrika Kontakt).

Fødevaretopmødet er stort iscenesat og består groft sagt af alverdens repræsentanter for fødevareindustrien og deres politiske håndlangere.

Vi vil benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, at der er alternativer, og specielt til at protestere imod de miljø- og klimaødelæggende havbrug; (se herom nærmere på lavendehav.dk)  (Og kort om Afrikakontakt: Det er oprindelig aniti-apartheid-bevægelsen i Danmark, som nu arbejder for demokrati i store dele af Afrika, og som i den forbindelse har er tæt samarbejde med La Via Campesina i Syd- og Østafrika.

Se også https://afrika.dk

Pressemeddelelsen følger her:

Pressemeddelelse, 07-07-2018:

DANSKE OG AFRIKANSKE BØNDER SIGER NEJ TIL FRIHANDEL.
På et møde mellem repræsentanter for afrikanske og danske bønder og husmænd var deltagerne enige om, at frihandel kun gavner udenlandske selskaber og desuden fremmer industrielt landbrug på bekostning af den lokale fødevareproduktion.
Mateus Costa Santos, fra sekretariatet for La Via Campesina Southern and Eastern Africa (LVC SEAf), og David Calleb Otieno, Kenyan Peasants League (medlem af LVC SEAf), mødtes tirsdag d. 12-06 2018 i København med repræsentanter for de danske småbønder og husmænds organisation, Frie Bønder – Levende Land /La Via Campesina Denmark (FBLL- LVC DK). La Via Campesina er en verdensomspændende organisation med mere end 200 mio. småbønder. Blandt medlemmerne findes desuden landarbejdere, jordløse, oprindelige folk såvel som organisationer for unge og for kvinder. På mødet, som var arrangeret af Afrika Kontakt, blev diskuteret fælles interesser og fremtidigt samarbejde.

I Afrika produceres og konsumeres det allermeste af maden lokalt, og sådan ønsker de afrikanske bønder, at det fortsat skal være. Imidlertid trues det lokalt funderede og bæredygtige landbrug af klimaforandringer, profitstyret råstofudvinding og industrielle produktionsmetoder, der ikke gavner befolkningen, men derimod fordriver bønderne fra deres land og ødelægger de lokale samfund.
”Danske og afrikanske småbønder har fælles interesser, både med hensyn til at bremse ophedningen af jordens atmosfære og at forhindre dumping af europæiske (og nordamerikanske) landbrugsprodukter på markederne i Det globale Syd”, udtaler Ole Færgeman og Ole K. Davidsen fra FBLL, som desuden gør opmærksom på, at danske pensions-opsparere kan gøre både klimaet og afrikanerne en tjeneste ved ikke at investere i f.eks. i den kulmineindustri, der ødelægger vidtstrakte landområder i det sydlige Afrika.
”Vi har brug for en reel demokratisering af beslutningsprocesserne, der vedrører udvikling af produktionen og fordelingen af mad, så at vi kan undgå de fejltagelser, man har gjort i Europa, hvor landbrugspolitikken har fordrevet de europæiske befolkninger til byerne og i katastrofal grad bidraget til klimaforandringer”, siger Mateus Santos. David Otieno er enig og tilføjer: ”I Kenya er jorden opdelt i offentligt ejendom, privat ejendom og fællesejendom. En meget stor del heraf er reelt fælleseje, men er ikke endeligt klassificeret, og for os er det afgørende at sikre bønderne fortsat brugsret til denne fælles jord”.
De danske og de afrikanske småbønder er enige om, at ”globalisering” snarere bør dreje sig om udveksling af idéer, frem for om økonomiske transaktioner og transport af mad over store afstande. Allerede for år tilbage formulerede La Via Campesina begrebet ”Madsuverænitet” (”Food sovereignty”), en idé som i dag er skrevet ind i adskillige landes forfatninger og fortsat bidrager til at udvikle debatten om fremtidens landbrug.

I en fælles udtalelse  fra mødet i København hedder det: ”Vi vil fremover inspirere og støtte hinanden i kampen for – på baggrund af reelt demokratiske beslutningsprocesser – at fastholde og udvikle et bæredygtigt, lokalt rodfæstet landbrug til gavn for det brede flertal af befolkningen i Afrika såvel som i Nordeuropa.”
”Det er os, der brødføder folket og bygger bevægelsen, som vil forvandle Verden.”

af Ole Kjærulf Davidsen, bestyrelsesmedlem i Frie Bønder – Levende Land

Hvad ligger der bag energiforligets støtte til biogas?

Det er ikke sært, at formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild er begejstret over, at det netop indgåede energiforlig indebærer støtte på over 4 mia. kr. til såkaldt biogas. Dette enorme beløb skal nemlig i realiteten overvejende anvendes som støtte til den industrielle produktion af svinekød samt til gas-branchen.  Besynderligt er det derimod, at præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening (DN), Maria Reumert Gjerding, er gået sammen med ham i en lovprisning af gasplanerne, under overskriften ”Biogas er det nye grøn” (Politiken d. 30-06 2018).

 
”Hvis vi vil, kan vi om 20 år have omstillet hele Danmarks gasforbrug til biogas – til gavn for miljø, klima og den grønne omstilling”, skriver de to, idet de henviser til anbefalinger fra Det Nationale Bioøkonomipanel om at omlægge betydelige dele af det danske landbrugsareal til marker med græs, hvorfra der skal udvindes protein til svine- og kyllingefoder.  Men ifølge selv samme panels nylig udgivne publikation Proteiner for fremtiden er det teknologiske stade endnu ikke tilstrækkelig højt til at sikre, at der sker en effektiv fraktionering af biomassen i f.eks. en proteindel og en fiberdel…” (s. 32)!

 
Sagen er, at omkring 75 % af den biomasse, som i dag anvendes til biogas, udgøres af gylle, og der er ingen reel grund til at tro, at dette skulle ændre sig. Det skal derfor understreges, at hvert eneste svin, der bliver produceret, resulterer i et negativt klimaaftryk, også selv om gasser fra dets foder og afføring erstatter fossile brændstoffer. Det koster drivhusgasser at huse, fodre og forarbejde svinet, og metan, som er gassens aktive stof, er metan, uanset om det hentes fra undergrunden eller fra gylle. Ved forbrænding udskiller metan CO_2., og metan giver kun godt 25 % mindre udslip pr. opnået energienhed ved forbrænding sammenlignet med diesel eller flybenzin.
Der er altså tale om milliarder af kroner til udbygning af eksisterende klimaskadelige aktiviteter, legitimeret ved mulige fremtidige luftkasteller, som f.eks. proteinudvinding af græs – der nu heller ikke vil blive særlig klimavenlig. Hvorfor nu al den grønne kamuflage omkring biogassen, der jo dog er ikke-fossil? Svaret skal findes i forligsteksten, der taler om ”biogas og andre grønne gasser”. Det er næppe f.eks. brint, der tænkes på her. Forligsteksten taler nemlig også om investeringer i den fossile gasproduktion, som man forklarer, er nødvendig for at skaffe kapital til investeringer i den ikke-fossile ditto. Samtidig er mange investeringer i gasinstallationer anvendelige til begge former for gas. Den fossile gas bliver på den måde også ”grøn” og indgår i et uigennemskueligt sammenløb med biogassen – dvs. gyllegassen.

 
Det er en plan, som Landbrug og Fødevarer har barslet med i mindst et tiår: Når den fossile gas slipper op, står man med et ledigt distributionsnet, og hvad er da mere nærliggende end at bruge det til gas udvundet af den enorme produktion af gylle fra landets stadigt flere millioner af svin? Hvis man så desuden kan få politikerne til at bevilge offentlige investeringer i nye produktionsanlæg, har man bundet samfundet til såvel svine- som gasproduktion langt ud i fremtiden. Denne gas- og grisefælde har man i nogle år holdt lav profil med, men man øjner chancen nu, hvor en begyndende desperation over klimaforandringerne breder sig. Omhyggeligt indpakket i forhåbninger om en fremtidig grøn teknologi sælges dette begsorte projekt med succes til naive politikere, journalister og NGO-ledere.

 
Med hensyn til DN tyder meget på, at organisationen p.t. har valgt en strategi, hvorefter man tilbyder landbrugsindustrien ”fred”, imod til gengæld at gå med til at lade agroindustrielt uinteressante områder omdanne til ”rigtig natur”. De to interesseorganisationer har tilsyneladende fundet hinanden i en uhellig alliance om at dele landbrugsjorden i to dele:
– Dels en meget lille del, hvor såkaldt ægte natur skal have lov til at udfolde sig, og hvor mennesker højst får lov at opholde sig som gæster på kortvarigt, tålt ophold – DNs ulve-politik peger i dén retning.
– Dels en meget stor del, hvor en eksportorienteret animalsk industri, økologisk eller ikke-økologisk, henter en betydelig del af sine indtægter ved afpresning af det øvrige samfund.

 
Denne zonering af landet er nøje forbundet med planerne om gyllegas. Intensiveringen af det industrielle landbrug vil gøre størsteparten af landet ubeboeligt for såvel mennesker som dyr, der må opholde sig i henholdsvis byer og stalde.
Man må opfordre DNs nyvalgte formand til at gøre op med den fatale alliance og i stedet have tillid til, at vores politikere kan vækkes, så de indser, at de astronomiske støttebeløb til en klima-, miljø- og menneskefjendtlig landbrugsindustri er bedre givet ud til en bæredygtig omstilling, hvor den overdimensionerede animalske produktion skaleres ned og afløses af en mere varieret og arbejdskraftkrævende produktion af grøntsager, bælgfrugter samt afgrøder fra buske og ikke mindst træer.

 
Landet fortjener, og klimaet kræver, at naturen får rum på hele agerjordens flade.