I maj 2020 udgav EU-kommissionen strategien ‘Farm to Fork’ (Fra gård til gaffel), hvis sigte er en mere bæredygtig fødevareproduktion. Strategien indeholder en række gode forslag som eksempelvis øgning af økologisk landbrug, reduktion af overgødskning og bedre dyrevelfærd. Men på trods af de gode takter, så er der også alvorlig mangler i strategien.
Først og fremmest så anerkender strategien ikke små landbrugs vigtige rolle i at skabe en mere bæredygtig madproduktion. Smålandbrug i Europa er i voldsom tilbagegang. Jorden koncentreres på få hænder og det er ofte næsten umuligt for yngre jordbrugere at få adgang til den dyre jord. Samtidig er storskala industrilandbrug yderst ressourcekrævende. Der bruges store mængder fossile brændstoffer til kunstgødning, pesticider og foderproduktion.
I stedet for et opgør med det ressourcekrævende industrilandbrug og overproduktionen af animalske produkter, så EU kommissionens strategi fokus på digitale teknologier som løsningen. Samtidig åbnes der op for genmodificering og fremme af fodertilsætningsstoffer.
Strategiens målsætning om at halvere brugen af pesticider i 2030 er et skridt i den rigtige retning, men det er langt fra et ambitiøst nok mål. Kommissionen burde have lyttet mere til de mange NGO’er og over 350.000 borgere i Europa, der har kaldt på 80 procent reduktion og en fuld udfasning i 2035 for at beskytte bier og bønder.
Strategien tager desværre ikke fat om den helt nødvendige reduktion af den animalsk produktion, der skal til, hvis vi skal sikre et bæredygtigt og klimaansvarligt landbrug.
Det er positivt, at strategien nævner behovet for overholdelse af sociale rettigheder for landarbejdere, der ofte har prekære og dårlige arbejdsforhold. Et problem, der kun er blevet tydeligere under covid-19. Men det havde været langt stærkere, hvis strategien havde henvist til landarbejdere og bønders rettigheder som beskrevet i den nye FN-deklaration for bønders rettigheder.
På trods af de positive takter er strategien ganske utilstrækkelig i forhold til den grundlæggende og omfattende omlægning af landbruget i Europa, der er brug for, hvis vi skal skabe en bæredygtig og socialt ansvarlig madproduktion. Madsuverænitet burde have været et centralt omdrejningspunkt for strategien. Det er nemlig afgørende, at mad behandles som langt mere end en handelsvarer. Mad er et fælles gode og en menneskeret.
Sidst men ikke mindst tager strategien ikke fat i EUs handelsaftaler og deres konsekvenser for mennesker, miljø og klima globalt. En revurdering af handelspolitikken er nødvendig, hvis vi skal sikre, at madforbrug og produktion i EU fremover ikke har negative konsekvenser andre steder på kloden.
Det helt afgørende bliver selvfølgelig hvorvidt og hvordan strategien implementeres, særligt i sammenhæng med den igangværende reform af EU’s landbrugspolitik (Common Agricultural Policy også kaldet CAP).
Frie Bønder - Levende Land 