Det sidste Grønt Lys møde i dette forårs møderække afholdte vi på Christiansborg i forbindelse med Store Bæredygtighedsdagen d. 12/5.
Danmarks fremtid: Agroøkologi som resilient og socialt forsvarlig løsning? Med dette spørgsmål blev landbrugsinteresserede borgere, professor i agroøkologi Erik Steen Jensen og politikere inviteret til Grønt Lys møde på Christiansborg den 12. maj i forbindelse med vores årlige Sore Bæredygtighedsdag.
Under folketingsvalget fyldte landbrugspolitik meget og valget er blevet omtalt bredt som et ‘svinevalg’. Med Grønt Lys -mødet på Christiansborg udforskede vi i fællessalen, hvordan vi politisk kan skabe en naturnær omstilling af landbruget.
Professor Erik Steen Jensen introducerede salen for begrebet og praksissen agroøkologi. Ifølge Erik kræver det et paradigmeskifte, i den måde vi driver landbrug på, hvis det skal kunne imødekomme de udfordringer vi står overfor. Agroøkologi består i en række dyrkningsmetoder som er tilpasset den lokale kontekst, klima, miljø, historie og kultur, men helt centralt for agroøkologi er det også, at det fordrer en systemforandring. En agroøkologisk praksis kan kun opretholdes i samarbejde mellem landbrugere, forhandler og forbruger. Hvis vi i Danmark dyrker mad til mennesker agroøkologisk, ville vi kunne sikre en langt højere grad af selvforsyning både nu og i fremtiden. Med forbindelser mellem dem som dyrker, dem som spiser og dem som sælger, ville der også opstå en større social sammenhængskraft, hvilket er essentielt i krisetider.
Politikere tilstede ved mødet var Elise Sydendal fra bevægelsen Jordskred og Alternativet, Pil Christiansen fra Jordskred og Enhedslisten og Mette Hvid Brockmann fra Radikale Venstre. De gav hver især deres bud på, hvordan fremtiden for det danske landbrug bør se ud, og hvordan de vil arbejde for at nå derhen. Fælles for alle politikerne var et ønske om at støtte småskalproducenter og en forståelse for, at landbrugspolitik også er sikkerhedspolitik. Elise Sydendal foreslog, at alle unge skal gennemgå en grøn værnepligt – en form for praktik i landbruget, som skal give indblik i hvordan man dyrker mad. Noget som er centralt for hendes forståelse af den krise som landbruget i Danmark befinder sig i i dag, er at de store landbrug er med til at affolke landdistrikterne. Vi har brug for at flere mennesker bor på landet og har en relation til landbruget! Hertil foreslog Pil Christensen, at hun gerne ville arbejde for en bopælspligt, så man ikke kan eje og drive et stort landbrug, hvis man ikke også selv bor der.
Mødet sluttede af med en fælles drøftelse, hvor alle til stede kunne stille spørgsmål ud i salen eller dele deres tanker om, hvordan vi sikrer et mangfoldigt, lokalt forankret og demokratisk madsystem. Der blev spurgt ind til alt fra etikken i indtagelse af sojaprodukter, til hvor svært det dog kunne være at tage nogle fælles skridt mod noget så enkelt som at sikre befolkningen rent drikkevand og en levende jord i fremtiden? Mange var optagede af, hvordan vi kan samles i fødevarerfællesskaber, mødes om at lære at lave mad.
Vores forperson Ole lagde op til, at det vi gerne vil arbejde for i Frie Bønder er en folkebevægelse og et fællesskab omkring en levende jord – world wide. At arbejde for madsuverænitet og et agroøkologisk landbrug i Danmark hænger uløseligt sammen med andres praksisser og mulighed for at gøre det samme internationalt. Vi er alle forbundne.
Efter mødet kunne spørgsmålstegnet erstattes med et udråbstegn, for en agroøkologisk omstilling af hele fødevaresystemet nationalt og internationalt er en resilient og socialt forsvarlig løsning for Danmarks fremtid.
Hvis du er ked af, at du gik glip af mødet på Christiansborg eller blot nysgerrig efter at vide mere, er det muligt at finde optagelser af hele mødet på Frie Bønder Levende Lands YouTube kanal: https://www.youtube.com/@FrieBonder-Levendeland.
Grønt Lys møderne fortsætter i efteråret. Vi er langt fra færdige med at mødes om arbejdet hen imod et mere naturnært landbrug!

