Madsuverænitet

Madsuverænitet1 er et koncept, der blev skabt af La Via Campesina omkring 1997, som et modsvar til den globale fødevarepolitik og dens fokus på fødevaresikkerhed. I stedet for fokus på fødevaresikkerhed, sætter begrebet fokus på inklusion og selvbestemmelse. Ud fra dette blev madsuverænitet, food sovereignty, skabt. Det beskriver hvordan mad ikke først og fremmest er en vare, som skal handles med på et globalt marked, men at det er en grundlæggende rettighed og en kulturbærer. Landbrugsproduktionen skal tilgodese lokale behov, fremfor at tilfredsstille et globalt marked. Derfor fremhæver begrebet nødvendigheden af, at madproduktionen bliver demokratiseret. Via en demokratisering kan der blive lagt fokus på mad til mennesker, sunde lokalsamfund, autonomi, en levende natur i balance med sig selv og gode levevilkår for alle væsener. Her bliver producenterne og forbrugerne af maden sat i centrum og magten bliver taget tilbage fra de store internationale virksomheder, politiske institutioner og markeder, der i dag bestemmer fødevarepolitikken. Fødevarepolitikken vil i stedet blive skabt og defineret af de mennesker, den handler om og påvirker. 

Er det overhovedet relevant i Danmark?

Madsuverænitet har primært været et fokus i det Globale Syd, og det er da også i lande i det Globale Syd – eksempelvis Bolivia og Nepal, at det er skrevet ind i forfatningerne som en menneskeret. I Europa og Danmark kan det derfor forekomme lidt irrelevant at tale om madsuverænitet, men gennem de seneste år er relevansen af madsuverænitet kun taget til, i takt med fødevare- og sundhedskriser, regionale krige, pandemier, klima- og biodiversitetskollaps. Dette er endda uden at kigge på selve den danske fødevare- og landbrugspolitik, hvor den danske jord gennem årene er blevet opkøbt af og koncentreret på færre og færre individer og virksomheder. Udviklingen mod færre og større bedrifter foregår i sådan en grad, at nogle forskere mener, at den såkaldte “strukturudvikling” – altså centraliseringen i ejerskabet af den danske landbrugsjord – har nået toppen.

Vi ser også at udenlandske kapitalfonde i stigende grad spekulerer i vores jord, ofte med henblik på at omdanne landbrugsjord til “energijord” eller tilegne sig flere støttekroner ved at forsinke reel klimahandling med “carbon offsets” og lignende. Det bidrager til det stigende problem, at alt for få unge i dag kan få adgang til at dyrke jorden, samtidigt med at vi står overfor et historisk presserende generationsskifte2. I 2023 forsvandt der 2,7 landbrug om dagen og dette var ikke en anomali, men en generel tendens som har foregået og stadig foregår i disse år3.

Derfor er et begreb som madsuverænitet vigtigt i et land som vores, hvor industrilandbrug med fokus på international eksport hersker, fremfor et klimavenligt og naturnært landbrug med fokus på mad til mennesker og lokalsamfund.

I EU er der 10 millioner landbrug og 70% af disse er småskala med i gennemsnit 5 ha. Alligevel er 80% af landbrugsstøtten koncentreret omkring 20% af gårdene – selvfølgelig de største4. Danmark er det land, som bruger mindst af støtten på grønne tiltag, og det land som bruger mest – 63% –  af landbrugsstøtten på den blinde direkte hektarstøtte, der åbenlyst tilgodeser de største mest forurenende bedrifter, fremfor at understøtte de mindre, som bidrager med mad til lokalområdet og oftere bidrager med andet og mere end “blot” produktion af mad5. Udover at små landbrug på verdensplan producere ⅓ af verdens mad på kun 12% af landbrugsjorden6, så er småskala-landbrug ofte landbrug med diverse produktioner, hvor biodiversitet og klima er i fokus, og hvor landbrugene ofte er multifunktionelle landbrug, der indgår aktivt i lokalsamfundene7.

Frie Bønder er med i det nye Forum for Madsuverænitet, som er et netværk af danske organisationer, der arbejder for et mere mangfoldigt, retfærdigt, demokratisk og bæredygtigt madsystem i Danmark. Læs vores manifest her.

En politik baseret på madsuverænitet

Vi mener derfor at madsuverænitet er det bedste koncept til at analysere, kritisere og definere en ny, retfærdig og demokratisk fødevare- og landbrugspolitik der har i sinde at producere sund og ordentlig mad til en voksende befolkning, uden at begå overgreb og drive rovdrift på hverken naturen, klimaet, mennesker eller andre væsner. Derfor skal al fremtidig politisk handling og beslutningstagen tage udgangspunkt i UNDROP’en og stile efter at opnå madsuverænitet. Her kommer i punktform forskellige initiativer eller politikker, der kunne hjælpe i en dansk og europæisk kontekst:

  • Arbejde for et landbrug der, med basis i agroøkologiske, regenerative og/eller økologiske principper og traditioner, arbejder for et naturnært og klimavenligt landbrug der fokuserer på at producere mad til mennesker uden at udpine jorden, men genopbygger denne og skaber balance mellem landbruget og naturen.  
  • Omlægning af landbrugsstøtten så kravene om omfordeling bliver håndhævet, og de små bæredygtige landbrug bliver understøttet og belønnet. Den blinde hektarstøtte skal omlægges, så den i stedet støtter landbrug, der implementerer reelle grønne tiltag, de naturnære og klimavenlige landbrug og de multifunktionelle landbrug, som skaber liv på landet.
  • Støtte til lokal fødevareproduktion, lokale fødevarefællesskaber og landbrugskooperativer.
  • Oprettelse af en statslig jordbrugsfond, der opkøber fallerede landbrug.
  • Genindførelse af små landmænds fortrinsstilling til naboens jord, hvis naboen vil sælge den 
  • Undersøge og analysere muligheden for en jordreform, der kan udstykke store bedrifter til fordel for småskalaproduktion jf. Dalbyplanen.
  • Forbyde patenter på liv og genetiske ressourcer som eksempelvis frø, planter og husdyr.

Frie Bønder har længe arbejdet med madsuverænitet, og var bl.a. med til at skrive denne rapport om landbrugets rolle for dansk madsuverænitet i 2017.

Læs rapporten “Madsuverænitet”

  1. https://nyeleni.org/en/declaration-of-nyeleni/ ↩︎
  2. https://globalaktion.dk/global-aktion/__trashed/ ↩︎
  3. https://www.information.dk/indland/2024/07/hver-dag-seneste-aar-forsvundet-27-heltidslandbrug-danmark ↩︎
  4. https://www.eurovia.org/wp-content/uploads/2024/09/EN-Sept-2024-ECVC-Policy-Brief-on-UNDROP-in-the-EU.pdf ↩︎
  5. https://www.information.dk/indland/2024/06/statistikkens-tale-foer-groenne-trepart-dansk-landbrug-koert-sporet ↩︎
  6. https://www.fao.org/newsroom/detail/Small-family-farmers-produce-a-third-of-the-world-s-food/en ↩︎
  7. Birthe Lindal Jeppesen – Liv På Landet ↩︎