Lørdag d. 23. februar afholdt Frie Bønder – Levende Land landsmøde for 2019 i Rørup Forsamlingshus ved Gelsted på Fyn.
Landsmødet indledtes med et foredrag af Søren Møller, tidligere formand for DGI, som nu er formand for Collective Impact, et Real Dania-projekt, hvor en række interessenter, støttet af et uvildigt ekspertpanel, samles og forsøger at lave en plan for bedre brug af det åbne land. Iblandt interessenterne er Friluftsrådet, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Økologisk Landsforening, Jægerforbundet, Dansk Ornitologisk Forening og Bæredygtigt Landbrug. Fokusområderne for projektet er blandt andet miljø, natur og biodiversitet samt et rentabelt og bæredygtigt landbrug.
I sit foredrag lagde Søren Møller stor vægt på, at når et sådant projekt skal gennemføres, så kan alle ikke få deres ønsker og interesser tilgodeset 100%. Det handler om at finde konstruktive løsninger, der ligger indenfor projektets fastsatte rammer med jordfordeling som et af de helt centrale værktøjer. Dette har været forsøgt udrullet i tre pilotprojekter i Jammerbugt, Skive og Himmerland.
Det har i Frie Bønder – Levende Land været en bekymring, at små landbrugere kunne komme i klemme i et projekt som Collective Impact, hvilket var en af bevæggrundene for at invitere netop Søren Møller som foredragsholder, men Søren Møller understregede, at projektet skal gennemføres på frivillighed, og at ingen vil blive tvunget til at afgive jord.
Efter foredraget var der livlig debat. Et af emnerne i denne var oprettelsen af en småbrugsfond, et forslag som Frie Bønder – Levende Land gerne vil arbejde videre med.
Det ordinære landsmøde blev afholdt efter en solid frokost.
Efter formandens beretning og godkendelse af regnskabet, som gav et lille plus, var der valg til bestyrelsen. Henrik Kuske Schou blev genvalgt som næstformand, og Tonny Hansen og Ole Færgeman blev genvalgt som bestyrelsesmedlemmer, ligesom Jens Peter Olesen blev genvalgt som suppleant. Kristian Stokholm og Ole Davidsen valgte ikke at genopstille. I stedet blev Per Gullack valgt som nyt bestyrelsesmedlem, og bestyrelsen fik tre nye medlemmer med observatørstatus (dvs. uden stemmeret, da de ikke havde været medlemmer af foreningen længe nok); Anne Rehder, Maria Klintrup og Per Ejvind Gram.
Vi siger velkommen til den nye bestyrelse.
Læs det fulde referat af det ordinære landsmøde her: