Af Tonny Hansen og Ole Kjærulff Davidsen
Skal Danmark fortsat være EU´s slemme dreng i klassen?
Måske skulle man tro, at EU tvinger Danmark til at tage færre sociale og miljømæssige hensyn, end vi ellers ville. På landbrugsområdet forholder det sig dog lige omvendt. Sådan har det desværre været i mange år, og to aktuelle eksempler viser, at Landbrugsstyrelsen egenmægtigt fortsætter med at føre sin egen politik, efterhånden helt på tværs af EU’s udtrykkelige målsætninger:
Som kompensation for stigende energipriser bestemte EU sig i år for at uddele en ekstra støtte til landbrugere, idet de enkelte lande selv skulle beslutte, hvordan ordningen skulle udmøntes. I Danmark sendte man et forslag i høring, der kort gik ud på, at kun landbrug på mere end 54 ha skulle have støtte. De mindre landbrugs organisationer, Frie Bønder – Levende Land og Familielandbruget, gjorde saglig indsigelse, men måtte konstatere, at de havde spildt deres tid. Det var alt for besværligt at administrere ordningen for alle, hed det sig – som om computeren ikke var opfundet…
Nu kan man mene, at den ekstraordinære støttepulje var en mindre sag, men den ligger helt i tråd med et andet hændelsesforløb, der vil få varige og betydelige konsekvenser for landbruget og miljøet i Danmark. Det har længe været sådan, at EU overlod det til de enkelte lande at beslutte, hvordan en betydelig del af landbrugstilskuddene skulle fordeles. Her har Danmark altid valgt så vidt som overhovedet muligt at favorisere de store landbrug på de smås bekostning. Nu skulle fra i år en ny CAP (Fælles LandbrugsPolitik) implementeres, og denne dekreterede, at de mindre landbrug i højere grad end tidligere skulle tilgodeses. Der var dog mulighed for at søge om dispensation herfra, hvis man kunne argumentere meget overbevisende for det. Det forsøgte det danske landbrugsministerium så med en godt 450 sider lang rapport rummende nogle særdeles søgte argumenter for, at der i Danmark alligevel ikke skulle fordeles til fordel for de mindre brug. Blandt andet påstod man, at de mindre brug ikke bidrog væsentligt til økonomien i landdistrikterne – uagtet at man erkendte, at de mindre landbrugs arbejdskraft er til stede på gårdene, nemlig deres ejere. Et andet besynderligt argument var, at de mindre landbrugere var ældre og derfor havde gode pensioner, så deres landbrug havde nok ikke særlig brug for pengene (!)
Af uransagelige årsager godkendte kommissionens embedsmænd de danske indvendinger. Det må ikke blot de mindre bønder og husmænd her i landet beklage: Små marker giver større biodiversitet, og mange små gårde med familier modvirker affolkningen af landdistrikterne – for nu blot at nævne nogle af de gode grunde til at støtte de mindre landbrug, som også EU-kommissionen ønsker det gjort. Man kan roligt konstatere, at Kommissionens embedsmænd har ladet sig løbe om hjørner med af det danske landbrugsministerium, som måtte antages at have politisk rykdækning for sine handlinger. Det er dog nok for meget at forvente, at man i Bruxelles på eget initiativ skulle gennemskue, at dansk landbrugspolitik i mangt og meget unddrager sig parlamentarisk kontrol og i realiteten fjernstyres af lobbyister, der højst er bønder af navn, men hvis reelle arbejdsgivere er at finde inden for storindustri og -finans.
Derfor vil undertegnede i nærmeste fremtid rette henvendelse til såvel EU-kommissionen som rette vedkommende i Folketinget med henblik på en udredning af nævnte sagsforløb og en fremtidig langt tættere overvågning af landbrugsministeriets politiske ageren.
(Jyllands-Posten 30-10-2022)
Frie Bønder - Levende Land 